Volontør i Malawi

Folkekirkens Nødhjælp(DCA) i Malawi arbejder overordnet med tre overskrifter:
HIV/Aids
Food security
Civile rettigheder.
Det gøres via lokale partnere –CHAM – Christian Health Association of Malawi
CARD – Christian Association for Relief and Development
CSC – Christian Service Committee
ELDS - Evangelical Lutheran Development Service

Disse lokale organisationer har deres projekter rundt i hele landet.
Samtidig tilbyder FKN unge mellem 18 og 30 år at rejse ud og arbejde i 4 måneder som frivillige sammen med nogle af partnerne.
De unge mennesker betaler selv deres ophold og rejse, og forpligter sig samtidig til at oplyse om arbejde, og skrive artikler om deres oplevelser.
En volontør fra sidste år – Jørgen Skrubbeltrang var kommet et par dage i forvejen for at forberede og tage imod dem.
Torsdag d. 23.08.07 ankom seks unge volontører hertil Malawi, spændte og ivrige for at komme ud.



Her er de under forberedelserne:

Anja, Sidse, Sarah, Martin, Jørgen, Simon og Mia - på DCAs kontor.








Mandag d. 24.9 lidt over middag kørte et hold medarbejdere fra Folkekirkens Nødhjælps kontor i Lilongwe ud i landet for at besøge vore unge volontører. Mandag d. 24.9 lidt over middag kørte et hold medarbejdere fra Folkekirkens Nødhjælps kontor i Lilongwe ud i landet for at besøge vore volontører.
















Her ses Etness og Thandi fra DCAs kontor




Første stop var på et CHAM hospital i Phalombe. Her er Mia og Sarah og er med i et HIV/Aids program. Phalombe ligger helt nede sydpå i landet og er et af de fattigste distrikter i Malawi. På Holy Family Hospital mødte vi administratoren på hospitalet – Mr. Lenard Malipa, Home Based Care koordinatoren Mr. Wyson Khoziyo og Garden officer Mr. Rahman Gongoto.




















Sarah og Mia taler med Mr. Levie - chaufføren





Parat med cyklerne - inden vi kører ud og ser et af projekterne.

Efter vi havde hilst på hinanden, kørte vi ud til et af projekterne – i en landsby hvor vi blev modtaget af komiteen, der er dannet og står for udførelsen af projektet. Modtagelsen bestod i en velkomstsang med tilhørende dans, hvorefter vi blev anvist plads på de dertil opstillede stole, bag et bord pyntet med en fin dug og blomster arrangement. Der blev holdt taler, fortalt om projektet med at lave køkkenhaver, der skal hjælpe landsby beboerne til at få en bedre kost og forebygge fejlernæring. De er også med ude og besøge HIV/Aids syge i hjemmene, sammen med de frivillige Home Based Care workers(HBC). Alle HBC’erne er udstyret med lidt hjælpemidler og medicin. Deres opgave er at pleje de meget syge, hjælpe familierne med plejen og rådgiver om sund kost.

Her hilser Village Headman på os

Og dette er den lokale høvding.

Vi var nede og se køkkenhaven – og det var tydeligt at vandmangel er et stort problem i det område. Den lille å, der plejer at forsyne dem med vand – er tørret ud og man kan ikke forvente regn før hen i november måned. Det betyder at de – og det er altid kvinderne - må gå langt for at hente vand.

Vi kørte ud til Mia værtsfamilie. De bor i et meget lille hus, og Mias rum er meget småt. Udover Mias rum er der et rum til resten af familien samt et lille rum hvor de spiser. Der er stråtag på huset og intet vindue. Så værelset er mørkt, men da noget af taget er blæst af, kommer der lidt mere lys ind. Mia har en skum madras at sove på, i modsætning til mange malawianere, der må sove på en sivmåtte, der ligger direkte på gulvet.
Ved siden af huset er der en lille bygning med køkken og en lille toiletbygning.Mia er rigtig glad for sin familie, der består af Agnes og Andrew Simoni, og deres to børn – Kiri på 3 år og Ellen på 11 mdr.

Her bor Mia så, med sin værtsfamilie. Det er beboelsen til venstre på billedet og køkken og toilet bygning til højre.

Etness, Mia og Merete på verandaen

Mia med familien - Andrew, Kiri, Agnes og Ellen

Andrew er frivillig home base care medarbejder. Agnes passer hus og børn.
Som frivillig, der tager rundt og besøger Aids syge og rådgiver dem om ernæring, ved Andrew meget om sund mad, og det afspejler sig i maden i denne familie.
De får kød flere gange om ugen og de får varieret mad. Agnes er på alder med Mia – så hun har fået en ung ”mor”.
Selvom Agns skal gå langt hver dag, så sørger hun for rigeligt med vand så Mia kan komme i bad 2 gange daglig. Mia har prøvet at fortælle hende at det ikke er nødvendigt, men Agnes

holder på sit og Mia får bad 2 gange om dagen. Medens vi sad der ved huset kom Agnes far og mor – også ret unge – vel en sted i fyrrene begge to, hvilket er en pæn alder hernede, hvor gennemsnitsalderen er 37 år.Mias dag begynder allerede ved 5 tiden, da vågner hun, står op og går sig en tur. Efter morgenmaden cykler Mia så over og henter Sarah og sammen cykler de ind til Holy Family hospital.

Selvom huset er småt, er Mia meget glad for sit malawianske hjem og sin familie.

Sarah med sin "Mor" og en ad medarbejderne fra Holy Family Hospital

Nu gik turen så videre til Sarah og hendes familie. De bor i et noget større hus, og der er flere rum. Også her er køkken bygningen separat, samt toilet bygning.
Sarahs familie består af Raison Chikobe – faderen - der er tømrer og den eneste i denne lille landsby der har arbejde. Så er der hendes ”mor” – Stella og 5 børn.
Gift, Gladwell, Matiren, Stanley, Savior samt en forældreløs - Kenneth. I denne familie havde de hele to agogo’s – bedstemødre. Den ældste omkring de 80 år og en noget yngre vel – 50 – 60 år gammel.
Sarah har også sit eget værelse, og hun har en seng – medens der her er et separat rum til familien hvor de sover udover opholdsrummet.
Da der er så mange munde at mætte i denne familie, er maden noget mere simpel i Sarahs familie. Sarah har endnu ikke fået kød, til trods for at familien har 2 grise, 2 geder og et par høns.
Husdyrene er en forsikring til dårligere tider, de kan sælges og give familien en lille indkomst, så derfor spiser de dem ikke.

I dette hus bor de to Bedstemødre.

Nogle af de mange børn i familien og de omkring liggende huse.











Som Sarah fortalte, så er hendes ”far” den eneste af mændene der har et arbejde, alle de andre mænd i dette lille samfund, bestiller ikke noget. De venter på at det skal bliver tid til at så majs, engang ind i oktober, så de kan begynde at gøre markerne klar med deres hakker, og så majsen. Derefter er det bare at vente på regnen og få gødet markerne. Normalt er der en lille regntid i oktober/november, og så den rigtige i december – februar.
Marginalerne for om de får en god høst, eller den slår fejl er meget små. Hvis regnen ikke kommer på det rigtige tidspunkt og i de rigtige mængder, går det let galt.
Til trods for at mændene ikke har noget arbejde, er det ikke dem der hjælper kvinderne i det daglige arbejde. Det er stadig kvinderne der må gå langt for at hente det vand de har brug for i familierne.
Jeg forstår godt det forarger Sarah rigtig meget.

Den unge Bedstemor, Stella, Sarah, Raison, og den ældste Bedstemor











Vi kørte fra Phalombe og nordpå lidt over middag tirsdag med kursen mod Nkhotakota, der ligger ved Malawi søen. Her skulle vi overnatte på Nkhotakota Pottery – et rigtig dejligt sted. Agnes Lumbadzi Banda fra Nødhjælpen kontor, og Lennart, Nødhjælpens lokale repræsentant, var der allerede. De havde haft travlt med at forberede en officiel åbning af et større EU støttet projekt – Community Based Sustainable Nutrition projekt.
Det går i al sin korthed ud på at landsby lederne i samarbejde med lokalt valgte komiteer, skal få fat i de børn der er truet af fejlernæring.
Folkekirkens Nødhjælp udfører dette projekt sammen med CHAM – Christian Health Association of Malawi, med midler fra EU i flere distrikter i Malawi. Der er 13 projektsteder, og de når ud til mange landsbyer i deres nærområder.
På hvert af projektstederne bliver der lavet en fælles køkkenhave, hvor mødrene kan lære at dyrke gode og sunde grøntsager. Der kommer også en demonstrationskøkken, hvor de lærer at tilberede grøntsagerne og de andre ting de lærer at dyrke. Udover de grøntsager vi normalt bruger, dyrker de soja bønner, der kan bruges på mange måder. Græskar blade er også en rigtig god og nærende grøntsag. Dertil kommer husdyr hold, af de mindre – hønsefugle, grise, geder og kaniner.

På pladsen i landsbyen Jinga 1 – der hører under et CHAM hospital – Alinafe, var der bygget alle de ting der skal være på alle stederne. Bure til dyrene, demonstrations køkkenhave, toiletter, muligheder for at vakse hænder bagefter toiletbesøg, samt mange boder, hvor der blev udstillet eksempler på hvad man kan bruge råvarerne til.
Udover dette blev der så stillet to telte op til alle de besøgende, med stole, fine stole til de fine gæster og små plast stole til de andre. Kvinderne øvede en dans og en anden gruppe øvede et drama.

Onsdag morgen var det tidlig op, det officielle program skulle begynde kl. 8.15 – Standard African Time (SAT). Så vi var der i god tid. Tidligere end vi andre var Mr. Levie kørt for at hente de to volontører der er i Nkhotakota området, så de kunne være med.

SAT viste sig at været kort for middag, hvor æresgæsten endelig kom. Det var en kvindelig regerings rådgiver. Udover hende var der også DC (District Commissioner) fra Rumphi, Mangoschi og Nkhotakota. Der var en repræsentant fra EU kontoret i Lilongwe, og mange høvdinge, Village headmen, traditionelle autotoriteter og endelig Paramount chiefs.

Den kvindelige rådgiver blev så vist rundt på hele området og fik alt forklaret meget grundigt, og hun stillede mange spørgsmål. Det tog en lille times tid, og så kunne vi endelig komme i gang med sange og danse, taler i massevis og drama – der selvfølgelig omhandlede det projektet går ud på. Omkring kl. 14 var det så slut og vi kørte tilbage til potteriet og fik lidt frokost, inden Agnes og Lennart kørte til Lilongwe. Vi andre fik os en snak med Sidse og Simon, som vi skulle besøge dagen efter, inden de blev kørt hjem af Mr. Levie.

(Lægger billeder fra dette på et særskilt indlæg - glemte billederne og det tager lang tid - meen de kommer)

Torsdag besøgte vi så Sidse og Simon. Vi kørte ud til den lille klinik i Liwaladzi hvor de arbejder til daglig, og blev vist rundt her. Der var ikke så travlt denne torsdag som der normalt er.
Det er en pæn lille klinik, hvor de indtil for nylig har haft en læge. Han har nu sagt sin stilling op og rejser, og den ene af de to sygeplejersker vil også finde et andet arbejde. Det betyder at der for tiden kun er en sygeplejerske tilbage til at passe klinikken. Klinikken hører under et større privat hospital i Nkhotakota – Sct. Anne Hospital.
Sidse og Simon har prøvet en del ting og blandt meget andet været med til nogle fødsler. De har været med ude på landsby besøg og der fået god kontakt til en kvinde, der snart skal føde. Hende har de aftalt med at de kan være til stede når hun nedkommer.
Der er dog ikke så meget arbejde på klinikken, så de har på eget initiativ været inde på Sct. Anne og arbejdet lidt mere.

Sidse og Simon ved indgangen til klinikken

Sygeplejerske Rosemary Mkoko udenfor Liwaladzi klinikken












Fødestuen på klinikken

Her bliver de små under 5 år vejet

Nkhotakota er en noget mere velstående distrikt end Phalombe hvor vi først var på besøg. Det kunne også ses på de to værtsfamilier man har valgt. Begge bedre stillede og uddannede familier.
Vores første hjemmebesøg var hos Sidse. Hun bor i hus hos Chimwemwe – det betyder glæde.
Chimwemwe er 24 år, taler godt engelsk og har en teknisk uddannelse. Hun har måttet flytte hjem til sin bedstemor, efter begge hende forældre døde. Helst ville hun være i byen og arbejde, men det kan ikke lade sig gøre før bedstemoderen er død. Sidse har ikke mødt bedstemoderen, da hun har været uheldig og brække et lårben, og ligger på hospitalet og ikke kommer hjem foreløbig. I dette hus er en tredje onkel flyttet ind – Laurence med kone og to børn – Malimbo en dreng på 5 år og Shira en pige på 3 år. Laurence skal snart til Sydafrika og arbejde og det er meningen at hans kone og børn skal bo i huset så længe.
I nabohuset bor anden Chimwemwes onkel og kone Harly og Kate med deres børn. Dem fik vi ikke hilst på da de ikke var hjemme.


Dette er Sidses hus













Gårdsplads med opvaskestativet

Badekabinen

Chimwemwe, Laurance, Malimbo og Shira

Sidse har et dejligt lyst og pænt stort værelse – og huset er et af de bedre i den landsby. Men som alle andre steder er køkken, bad og toilet i separate bygninger. Badet er bygget til nogen der ikke er så høje som Sidse, så hun kan skue ud over det hele, når hun er i bad.
Sidse vælger dog ind imellem at gå ned til søen, der ligger ti minutter gang derfra, når hun vil være rigtig våd og blive vasket mere grundigt, end det kan gøres her.
Sidse går i seng omkring kl. 20 – som resten af familien – der er ikke så meget at gøre, når først det er mørkt. Men man står også tidligt op, sammen med solen. Morgenen går med at hente vand ved brønden – samt lave morgenmad og komme i bad. Sidse har lært at bære spanden med vand på hovedet, som alle de andre kvinder gør, og kan nu klare ca. 25 liter.
Efter morgenmad og opvask – går turen til klinikken hvor de begge er med til formiddagsprogrammet – der enten består i Under Five Clinic – man vejer børnene og giver dem noget undervisning - eller hjemmebesøg.

Simons familie er mere velstående – han er tidligere seminarielærer, parlamentsmedlem, ejer en gård, ud over det hus han bor i, i landsbyen.,
De ligger i byggerod, da han og hans kone gerne vil have køkken, bad og toilet ind i huset, nu hvor de er ved at blive gamle.
Simon har også en godt værelse i familiens store hus.
Charles Chipala er 59 år og han hustru Beatrice er 52 år. De har tilsammen 9 børn, hvoraf den ældste er død for mange år siden. Alle børnene har fået en uddannelse og klarer sig alle godt.
Simon har også en fint værelse, og mener det er alt for fint. Til gengæld fortæller de meget om landet, samfundet både de gode og de mindre gode sider. Sidse og Simon hører også om lokale skikke og kulturen.


Her er så huset hvor Simon bor















Beatrice, Charles, fire af drengene og Simon

Simon på sit værelse











Simon har som ung mand måttet kæmpe for at få lov til at tage del i de daglige pligter. Ja han måtte endda skrive en seddel til sin ”far” for at gøre opmærksom på hvad han ville.
Nu er Simon med i de mange af de daglige aktiviteter. I hans familie går de senere i seng, men står lige så tidlig op som andre, nemlig når solen er oppe ved sekstiden om morgenen
Så på den måde er det nogle gode familier, På den anden side vil de begge to gerne bo i noget mere primitivt under deres næste ophold.

Vores sidste besøg var så hos Anja og Martin der er i Dowa – et distrikt der ligger en times kørsel nord for Lilongwe.

De er i en organisation der hedder ELDS – Evangelical Lutheran Development Service, der arbejder med Fødevaresikkerhed.
Det går i al korthed ud på at lære dem at dyrke sunde grøntsager, små banker, kornbanker, at opbevare fødevarer, samt ikke mindst geder og andre små husdyr.

Huset Anja bor i












Anja bor hos en ung familie – hendes ”mor” Gloria på 23 år , taler godt engelsk. Hendes ”far” Richard er lærer på den lokale skole. De har en datter på et år og 3 måneder – der hedder Olivia.
Anja er med i det meste i husholdningen, bortset fra at hugge brænde. Det kan ikke gøres som vi plejer, men man skal derimod holde på brændet med den ene fod og så hugge.
Dagen begynder også tidligt her. I den første tid var Olivia lidt sky overfor Anja, men nu kommer hun ind til hende hver morgen og hygger.Anja er med til at hente vand, lave mad, vaske tøj og alle de andre daglige ting i en husholdning.

Anja står tidlig op og går sig en tur - noget malawianerne ikke rigtig forstår - at hvide mennesker går for sjov.

Så hjælper hun med morgenmad, opvask, henter vand etc. inden hun cykler til kontoret.

Fritiden bliver brugt på besøg i de små lokale samfund, og Anja er også med i det lokale kirkekor.

Køkkenbygningen

Her kigger vi på den køkkenhave Anja har lavet sammen med Gloria - gulerødderne er begyndt at spire

Her demonstrerer Anja, hvordan man hernede skal stå for at kunne hugge brænde.

Det ville hjemme føre til øjeblikkelig fratagelse af et øksebevis i enhver ordentlig spejdergruppe.

Olivia sidder trygt og godt på mors ryg og ser noget betuttet på alle de fremmede mennesker, ikke mindst den anden hvide.








Anja, Gloria og Olivia





Anjas værelse. Dagen før vores besøg havde Anja og Martin været med ELDS personale i Lilongwe og begge havde handlet lidt lækkert - frugt, kiks og lignende.

Anaj ordner tomater i huset Store rum

Vi nød godt af resultaterne af indkøbs turen til Lilongwe, og fik serveret te og kiks, samt rosiner.

Anja viste at hun er godt integreret - var parat til at lægge sivmåtten ud på gårdspladsen, så vi kunne sidde der, men Gloria mente nu nok vi skulle sidde i sofaen og stolene.








Vi nåede lige at hilse på Anjas værtsfar - Richard udenfor kontoret.

Martin bor hos en familie med 5 børn. Hans værtsfar - Chris - 45 år- er også lærer, og ejer samtidig en lille bar, udover at være Group Village Headman.
Han er ikke meget hjemme, i huset, så Martin har mest knyttet sig til naboen – Ben – der er på alder med ham selv og som taler godt engelsk.
Martin har det godt med Standard African time - kommer op om morgenen i god ro og orden og får sin morgenmad.

Martins værtsmor hedder Arifa og er 41 år og mor til 5 børn. Jones, Clement, Shalom, Esther, og Thalandira på 10 mdr.

Martin udenfor sit hus

Bilen her købte Chris for nogle år siden. Den kunne køre i tre dage og har siden stået her. En god legeplads for børnene og så har den desuden den funktion at når Martin står på taget af den, har han signal på sin mobil.

Badeværelset

Køkkenet hos Martins familie - der er ikke noget tag på, så her kommer der ikke røg i køkkenet.

Arifa med Thalandira på armen og Finess fra ELDS kontor.

De fleste børn får ved fødslen et malawiansk navn, der, ofte, senere, ved konfirmationen

bliver ændret til det engelske navn.

Martin på sit værelse med en selv lavet mobile. Materialet er cykel eger, og gammelt glas.

Arifa, Thanlandira, Martin og Ben udenfor huset.

Anja og Martin cykler så til kontoret omkring kl. 8 og venter så på at de andre kommer, hvorefter de er med ude i landsbyerne. De har begge to været med ude i andre landsbyer og deltaget i kulturelle engagementer og Anja er aktiv i den lokale kirkes kor.

Dette er nogle indtryk fra min første tur rundt til de 6 volontører. Mere følger når vi besøger dem under deres næste ophold